Savas Karakaplan
Den tyrkiske folkeafstemning om den nye forfatning
Begreber som civile kup, undertrykkende demokrati og blød diktatur kunne nemt vinde indpas i statskundskabens terminologi efter de seneste begivenheder i Tyrkiet.
Tyrkiet oplever en af de vigtigste politiske udviklinger i republikkens historie. De seneste tyrkiske regeringer har gennemført en lang stribe reformer under EU-tiltrædelsesprocessen, herunder den nuværende regering, AKP-regeringen, som ved en folkeafstemning vil præsentere en reformpakke, som tilsigter at reformere det juridiske system og gennemføre en række forfatningsmæssige ændringer. Nogle af de 26 ændringspunkter i reformpakken har mødt stor kritik fra oppositionen og det tyrkiske folk. AKP hævdes at føre en politik, der har ført til etnisk og social nedbrydning, hvilket har resulteret i politiske spændinger i landet.
I de senere år er hundredvis af intellektuelle, forfattere fra både højre- og venstrefløjen og især militærfolk og folk, der bliver betegnet som republikanere, blevet beskyldt for ulovlige handlinger og anholdt som følge af disse beskyldninger baseret på yderst fortrolige dokumenter, som bliver fremlagt af de konservative medier, der støtter regeringen, så som avisen “Taraf”, og dokumenter som stammer fra mystiske kilder. Universitetsprofessore og akademikere i landet bliver beskyldt for at være medlemmer af terrororganisationer. Det er bemærkelsesværdigt at der blandt disse mennesker ikke findes en eneste person med religiøs fremtræden. Det minder om terrorangrebene mod akademikere og videnskabsmænd i Irak efter USA's invasion i 2003.
Oppositionen har henvendt sig til Forfatningsdomstolen for at protestere imod reformpakken, som de hævder at indeholde punkter, der er forfatningsstridige. Forfatningsdomstolens afgørelse var dog den, at kun få sætninger af pakken var forfatningsstridige og derfor skulle ændres, hvilket blev mødt med stor modstand fra oppositionen. Herefter har regeringen fastsat den 12. september som dato for folkeafstemningen.
12. september er ikke blot en dato for folkeafstemningen. Det er også en dato, hvor skaberne af den eksisterende forfatning, dvs. generalerne, henrettede flere og fængslede en masse politikere fra både højre- og venstrefløjen som følge af et militærkup den 12. september 1980. Denne datos symbolske betydning spiller således en stor rolle i denne folkeafstemning. Den retorik der anvendes af regeringen er, at der vil blive taget hævn over generalerne. AKP-regeringen havde ellers i sin tid stemt nej til det lovforslag, som var blevet fremlagt af oppositionspartierne CHP, det venstreorienterede parti, som blev dannet af Atatürk, og det nationalistiske parti MHP, om at retsforfølge den daværende militærchef Kenan Evren og de andre ansvarlige militærfolk, som stod for henrettelserne. I Tyrkiet i dag bliver der skrevet bøger, lavet film og serier om 12. september 1980.
Hvorvidt vælgerne er klar over, at den reformpakke de skal stemme om ved folkeafstemningen indeholder ændringer, der giver Præsidenten og Statsministeren bemyndigelse til at udpege medlemmer af Fortafningsdomstolen er ikke til at sige. Men det er ikke foreneligt med demokratiske kriterier, at det er Præsidenten og Statsministeren, som har været ved magten i to regeringsperioder og som af oppositionen beskyldes for korruption og for at skabe en struktur, der er fjendtlig overfor sekularismen, der udnævner medlemmer af Forfatningsdomstolen.
Når tyrkerne ved folkeafstemningen skal stemme ja eller nej til reformpakken, burde de basere deres stemme på følgende oplysninger.
Regeringens påstand om at reformpakken er et led i den ”demokratiske / kurdiske åbning” mødes med stærk kritik fra oppositionen. For den bestemmelse i den nuværende forfatning, der kræver, at man skal opnå mindst 10 % af stemmerne for at komme med i parlamentet vil blive bevaret. Denne paragraf, som forhindrer de små partier at komme med i parlamentet, er i strid med demokratiske normer.
Den nye forfatning vil give de offentlig ansatte retten til overenskomst. Men hvad er meningen med en overenskomst uden retten til at strejke!?
Anholdelserne af generalerne samt nogle overfladiske ændringer vedr. militæret spiller en effektiv rolle som propagandamiddel i folkeafstemningen.
En forfatningsændring og ophævelsen af paragraf 15, som forhindrer retsforfølgelsen af de ansvarlige generaler, kan ikke ses som en løsning og vil ikke bane vejen for nogen ændringer i Tyrkiet. Denne paragraf bestemmer, at “ de generaler, der er ansvarlige for 12. september kan ikke retsforfølges”. Generalerne ville dog alligevel ikke kunne blive retsforfulgt, hvis folkeafstemningen ender med et ”ja” til den nye forfatning, fordi forældelsesfristen for både retssagen og domsafsigelsen er udløbet. Når forældelsesfristen er udløbet, kan hverken generalerne eller de andre i staben blive retsforfulgt. Nye love kan ikke være gældende for fortiden. Denne regel er en af de universelle principper i strafferetten, og ingen har magt nok til at kunne ændre dette. En ophævelse af paragraf 15 vil således kun føre til at en unødvendig paragraf bliver fjernet fra teksten i forfatningen.
Den nye formand for det største oppositionsparti, CHP, Kemal Kılıçdaroğlu, som udtalte, at de ikke vil godkende reformpakken, foreslår til gengæld at paragraf 35 i loven om den tyrkiske generalstab ændres. Denne paragraf gør det muligt for militæret at kuppe regeringen for at beskytte republikken. Kun på denne måde vil militærets indflydelse på staten blive reduceret og en mere demokratisk struktur vil opnås. Kılıcdaroglu har endvidere udtalt at “politikere ikke skal blande sig i hærens anliggender”.
En anden vigtig ændring, som begge oppositionspartier er imod, er domstolenes uafhængighed og spørgsmålet om suverænitet. Kritikerne er overbevist om at regeringens retslige reformer er lavet i samarbejde med amerikanske og europæiske anklagere. Disse diskussioner bringer spørgsmålet om tyrkisk EU-medlemskab på den internationale arena. Udtalelser og indgreb, der er styret af udefrakommende magter, fører til mistro til reformpakken. At der er udefrakommende indblanding til støtte for reformpakken styrker endvidere oppositionen.
Amerikanke embedsmænd har udtalt at “den tyrkiske hær er ved at blive svækket” og det amerikanske udenrigsministeriums terrorismerapport for 2009 indeholder forslag til domstolenes styreform.
Talsmand for EU-Kommissionen, Ferran Tarradellas Espuny, udtalte ”vi er stadig af den overbevisning, at reformpakken vedrørende forfatningsændringer er et positivt skridt, også efter forfatningsdomstolens afgørelse”. Espuny påstod, at reformpakken var en løsning på Tyrkiets mangler, der år efter år bliver fremhævet i fremskridtsrapporterne og tiltrædelsespartnerskabsdokumentet.
CHP-formanden, Kemal Kılıçdaroğlu, understregede EU-paradokset.”EU's talsmand burde kigge på statusrapporterne. Det er ikke mig, der siger at ministeren og statssekretæren ikke bør være tilstede i Rådet for Dommere og Anklagere, det er dem, der siger det. Det er en helt anden sag, hvis EU har et særligt forhold til AKP. Vi mener ikke, at det er i overensstemmelse med de etiske værdier i EU," sagde han.
Ligesom Espuny har formanden for Det Blandede Parlamentariske Udvalg EU-Tyrkiet, Helene Flautre, også givet udtryk for sin støtte til reformen ved at betegne forfatningsdomstolens afgørelse om den delvise ophævelse af paragraf 15 som ”mesterlig og en gylden middelvej-løsning”.
I 2008 påbegyndte Justitsministeriet sammen med UNDP en reform af det juridiske system som skulle vare i 20 måneder. Den Canadiske retsekspert fra UNDP, Larry Taman, gennemførte de samme reformer i Serbien i 2006, hvor han udarbejdede en ny forfatning for at tilnærme sig EU. Domstolenes uafhængighed i Serbien i dag kan diskuteres. Det forlyder fra tilgængelige kilder, at Larry Taman endvidere er CIA-ekspert.
FN’s hjemmeside indeholder følgende tekst om de retslige reformer i Tyrkiet.
”UNDP (FN’s Udviklingsprogram) er en pålidelig partner, som er i en position, hvor den kan hjælpe nationale myndigheder med at sikre en god styreform hos domstolene. Projektet er udarbejdet med henblik på at udarbejde en køreplan for Tyrkiet hvad angår den retslige reform, og vil give en generel vurdering af strukturerne af bl.a. Justitsministeriet, Rådet for Dommere og Anklagere, Højesteret og Statsrådet og samspillet mellem disse”.
De tyrkiske medier har bl.a. skrevet om, at anklageren Susanne Hayden, som er ansat på den amerikanske ambassade, har afholdt workshops i Istanbul og tyrkiske anklagere med særlige beføjelser fik undervisning i perioden 25.- 26- januar 2007 sammen med en repræsentant for statsadvokaten og tre repræsentanter fra justitsministeriet. Justitsministeriet udtalte sig ikke omkring dette. Endnu et møde blev holdt mellem 23. - 26. juni 2008. Ligesom med tidligere møder deltog der her statsanklagere og repræsentanter fra politiet samt repræsentanter fra andre lande, herunder USA og Danmark.
Den amerikanske ”Tyrkiet-ekspert”, Henri Barkey, har i september 2009 udtalt til BBC, at "1982-loven bør ændres omgående! Og har tilføjet, at ”regeringen bruger ikke ordet kurdisk, men beskriver processen som den ”demokratiske åbning”. Dette er hensigtsmæssigt. Men den "demokratiske åbning” kan ikke gennemføres uden at ændre forfatningen.”
I Ankara sættes der spørgsmålstegn ved Europa's og USA's støtte til AKP, som er et religiøst/konservativt parti.
Gülsüm Bilgehan Toker fra CHP udtaler at “en ansat ved EU besøgte partiet for overtale Kilicdaroglu til at stemme for forfatningen. Hertil svarede Kilicdaroglu “hvis ændringerne er så gode, hvorfor udfører i dem ikke selv først”.
Statsminister Erdogan har udtalt at ændringerne i forfatningen vil fortsætte. Som led i den demokratiske åbning vil “tyrkiske borgere” blive ændret til “Tyrkiets Borger”. Erdogans udtalelser kan opfattes som en indrømmelse om en ændring af landets nationale identitet og fortolkes som et forsøg på at overtage kontrollen over det juridiske system og derefter ændre enhedstatsystemet til multinational stat.
Man ved fra Jean Jacque Rousseau’s bog ”Statsrettens principper”, at forfatninger er ”samfundskontrakter”. Men da institutioner og civile organisationer, der repræsenterer samfundet, og fagforeninger ikke bliver involveret i reformprocessen er der mange der er enige om at den nye forfatning er baseret på insisteringer der er langt fra "samfundskontrakten”.Tyrkiet går igennem en periode med socio-politiske spændinger. Landet kæmper for uafhængighed og suverænitet mod udefrakommende indblanding, mens det indenrigs handler om civilisering og demokratisering, PKK-terrorisme og domstolenes uafhængighed.
